MSA uddannelsen
Master i sundhedsantropologi – MSA
MSA-uddannelsen strækker sig over to år og svarer til et halvtidsstudium. Uddannelsen giver viden om de kulturelle og sociale dimensioner, der indvirker på sundhed og sygdom og på menneskers adfærd i forhold til sygdom og sundhed.
Uddannelsen foregår i et samspil mellem undervisernes viden og den studerendes egen teoretiske og praktiske ballast.
I løbet af de to år lærer vi om grundlæggende begreber inden for antropologien. Men hurtigt bliver disse begreber anvendt på problemstillinger inden for sundhedsområdet.
Ud over at give os konkret viden om diskurser og problemstillinger inden for sundhedsantropologien, får vi træning i at arbejde akademisk.
Desuden kommer vi igennem et metodemodul, der giver os et redskab til selv at iværksætte antropologiske undersøgelser og få øje på antropologiske problemstillinger i vores arbejdsliv, der er værd at undersøge nærmere.
Uddannelsen udbydes under lov om universiteter og videreuddannelsessystemet for voksne af Aarhus Universitet og Københavns Universitet.
Faglig baggrund
MSA’er har typisk en baggrund som:
- Mellemlang videregående uddannelse eller lang videregående uddannelse inden for sundhedsfagene, såsom sygeplejerske, ergo- eller fysioterapeut, læge, jordemoder, tandlæge eller andre sundhedsfaglige personalegrupper.
- Underviser eller leder ved sundhedsfaglige uddannelser eller ansat med ledelses-, koordinations- eller konsulentopgaver i sundhedsvæsenet
- Ansat i en organisation, som arbejder internationalt med sundhed og udvikling, eller arbejder i Danmark med etniske minoriteter.
- Anden faggruppe med interesse for sundhedsområdet. Eksempelvis sagsbehandler, informationsmedarbejder, journalist, biolog, historiker.