Author Archive
Birgitte Folmann, MSA, forsvarer sin ph.d.-afhandling onsdag den 2. maj på Moesgård
Birgitte Folmann er den først med en baggrund som Master i Sundhedsantropologi der har gennemført et ph.d.-forløb - og derfor er det en særlig dag for alle msa’ere, når hun forsvarer sin afhandling onsdag den 2. maj. Se indbydelsen til det offentlige forsvar her, samt et kort resumé og et lille interview om Birgittes baggrund som jordemoder, master og nu klar til sit ph.d.-forsvar:
Offentligt ph.d.-forsvar
Birgitte Folmann,MSA, forsvarer sin ph.d.-afhandling
Motherhood, Moralities & HIV.
Making lives in Northern Uganda
Onsdag 2. maj 2012 kl. 13.00, Auditorium 5, Moesgård, Højbjerg
Bedømmelsesudvalg
- Julie Livingston, lektor, Department of History, Rutgers University, USA
- Quentin Gaussett, lektor, Institut for Antropologi, Københavns Universitet
- Maria Louw, lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet (formand)
Hovedvejleder: Lotte Meinert, professor mso, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
Leder af forsvarshandlingen: Anne Line Dalsgård, lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
Birgitte Folmann har gennemført ph.d.-studiet ved Afdeling for Antropologi og Etnografi, Aarhus Universitet.
Et eksemplar af afhandlingen ligger til gennemsyn på Institut for Kultur og Samfund.
Forsvaret afholdes på engelsk.
Læs kort resumé af afhandlingen her:
Med øget adgang til antiretroviral behandling får et stigende antal hiv-positive kvinder mulighed for at leve et længere liv med bedre helbred og mulighed for at opnå moderskab. Sundhedsprofesionelle tilknyttet hiv-/aids-programmer rådgiver hiv-positive kvinder til at undgå graviditet eller til at udskyde graviditet, indtil kvindens immunforsvar er styrket.
Afhandlingen udforsker hiv-positive kvinders aspirationer om moderskab og tilhørsforhold. Med baggrund i et års antropologisk feltarbejde i og omkring byen Gulu i det nordlige Uganda, koncentrerer analysen sig om respektabilitet, moraliteter, terapeutiske veje og livsprojekter. Afhandlingen tager udgangspunkt i beskrivelsen af forskellige hiv-positive kvinder, deres reproduktive ønsker og strategier – og deres stræben efter at blive opfattet som respektable kvinder. Gennem en beskrivelse af kvinders sociale relationer påvises sammenhængen mellem personlige handlinger, ønsker og længsler samt patronisering og økonomiske forhold. Jeg placerer (høj) fertilitet blandt disse relationer og argumenterer for, at ægteskab og moderskab er vitale for opnåelsen af ‘det gode liv’, for at blive en ‘rigtig’ person, leve lykkeligt og generere respektabilitet.
Afhandlingen er et empirisk bidrag til en dybere forståelse af hiv-positive ARV-modtageres sundhedspraksisser og erfaringer med ægteskab og moderskab. På det teoretiske plan bidrager afhandlingen til antropologiske diskussioner om respektabilitet, moralitet og ‘personhood’.
Lidt om Birgitte, skrevet af Inger Anneberg, webmaster på msa-forum:
Birgitte blev master i sundhedsantropologi i 2007. Hun er oprindeligt uddannet jordemoder i 1996 – og en stor del af tiden som jordemoder har hun tilbragt i udlandet, det er også her interessen for antropologi er født. Birgitte fortæller om begyndelsen:
“Jeg startede med at samle emperi da min ældste søn,Oskar, blev født i en landsby i Sengal i 1996. I virkeligheden var det her jeg fik interessen for mit felt længe inden jeg begndte at læste . Det at bruge sig selv i forhold til at forstå andre kulturer blev grundlagt dér ved Oskars fødsel. Vi var dengang bare et hvidt par, der arbejdede på et projekt, men graviditeten og fødslen gjorde, at vi blev integrerede i landsbyen. At føde her, ved hjælp af den lokale jordemoder, var i høj grad et skridt frem mod min interkulturelle interesse - det kan vist godt kaldes en embodiment af interkulturel forståelse. Folk var jo rystede over det, at jeg ville føde mit første barn i Senegal, i Afrika. Men når det så er sagt, så er der faktisk ikke den store forskel på at være antroplog og jordemoder, det handler begge dele om at man i sit arbejde ofte kun har meget kort tid til at komme ind på livet af folk – og det gælder om at kunne fornemme andre mennesker. Antropologer har måske nok mere tid i felten , men egenskaberne man skal gøre brug af er de samme, at få en fornemmelse og en forståelse af andre mennesker – ellers kan man ikke få interessante data med sig.”
Årsmøde : Sæt x ved fredag den 16. november 2012
Datoen for msa-årsmødet i 2012 er nu lagt fast, det bliver fredag den 16. november i Århus. Spændende tema og gode oplægsholdere offentliggør vi i løbet af foråret. Sæt x ved datoen nu, så du ved, at du kan deltage i årsmødet i Århus, november 2012.
Venlig hilsen arrangørgruppen i Jylland
Gitte Wind, Karen Aaen, Karen Bertnsen, Annesofie Lunde Jensen, Inger Anneberg, Birgitte Woge Nielsen,Camilla Marcinkowski
Vil du være med: Planlægning af årsmøde 2012 i Århus
Så er der mulighed for at præge næste årsmøde for Mastere i Sundhedsantropologi. Årsmødet 2012 skal foregå i Århus – men hvad skal indholdet være? Meld dig til arbejdsgruppen, mail til Gitte Wind, lektor på Moesgaard og leder af masteren på Århus Universitet : etngw@hum.au.dk
Det første møde er planlagt til at blive afholdt på Moesgaard onsdag den 1.februar kl. 17-19 – tag selv madpakke med. Skriv til Gitte og fortæl hvis du kan være med den dag eller hvis du evt. gerne vil kobles på, også selv om du ikke kan denne dato.
Har du spørgsmål, kan du også maile til webmaster på siden her: Inger Anneberg : inger@anneberg.dk
Medicinsk Antropologisk foredragsrække starter i Århus
Forelæsning ved Susan Reynolds Whyte
Afdeling for Antropologi og Etnografi og Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet starter nu en Medicinsk Antropologisk Foredragsrække.
Målet er at fremme antropologiske perspektiver på tidens sygdoms- og sundhedsproblematikker og – i forbindelse med to årlige foredrag – at samle medicinske antropologer på tværs af arbejdspladser til debat, gensidig inspiration og netværksdannelse.
Ved årets første forelæsning vil professor Susan Reynolds Whyte fra Københavns Universitet præsentere sine perspektiver på, hvordan etnografien kan bidrage med viden og perspektiver på sundhedsfremme. Efteråret byder på foredrag ved Professor Emeritus i medicinsk antropologi, Sjaak van der Geest fra Universiteit van Amsterdam (d. 27. september 2012).
Susan Whyte har bidraget internationalt til centrale problemstillinger inden for medicinsk antropologi og spillet en afgørende rolle for udviklingen af den medicinske antropologi i Danmark. Lægemidler, handicap og antropologiens praktiske udfoldelse er gennemgående temaer i hendes arbejde gennem hvilke, hun har udforsket historiske forandringer og bragt sygdom og sundhed i det østlige Afrika ind i diskussioner om udvikling og globalisering. Hendes værker rummer endvidere vægtige perspektiver på, hvordan antropologer, administratorer og politikere definerer problemer, realiserer deres ideer og reflekterer over konsekvenserne af disse.
- Forelæsningen finder sted i Richard Mortensen Stuen, Studenternes Hus (bygn. 1422) torsdag d. 8. marts 2012 kl. 10-12.
- Fra kl. 12-13 er der reserveret bord i Stakladen, så vi kan fortsætte diskussionerne over frokosten (medbringes eller købes på stedet).
- Tilmelding via Doodle senest d. 1. marts 2012 (husk at angive dit navn og din E-mail-adresse): http://www.doodle.com/my73zkm2ag6aqfxv
Med venlig hilsen og på gensyn
Gitte Wind, Rikke Sand Andersen og Marie Louise Tørring
Kontakt:
Gitte Wind, ph.d., leder af Masteruddannelse i Sundhedsantropologi, Aarhus Universitet (etngw@hum.au.dk • tlf. 8716 2089)
Betwixt.dk nedlægges men møder genoptages
Der er sket ændringer omkring netværket Betwixt.dk, hjemmesiden nedlægges men der holdes stadig møder, se mere her
Kære medlemmer af betwixt-netværket,
Vores mødeaktivitet i netværket har været på vågeblus det sidste år. Det skyldes primært at Marie Louise og jeg har gået og overvejet om vi måske kunne finde nye/alternative måder at holde gang i netværket på. Vi har siden 2006 holdt rigtig mange virkelig gode møder og vi er så glade for den opbakning I alle har vist i forbindelse med at etablere og holde netværket i live!
Vi har dog besluttet os for at foretage følgende ændringer i vores mødeaktiviteter:
1) Netværksmaillisten bibeholdes. Hvis I har relevant information som I gerne vil have ud til netværkets medlemmer kan I fortsat skrive til Rikke (rsa@alm.au.dk)
2) Hjemmesiden nedlægges (www.betwixt.dk)
3) Marie Louise og jeg vil fremover planlægge en årlig møderække med 4-5 årlige møder, hvor vi inviterer forelæsere til at fortælle om deres forskning. Denne møderække vil primært have fokus på medicinsk antropologi og vil blive planlagt som et samarbejde mellem forskningsenheden for almen praksis/CaP og afdeling for etnografi og antropologi. Møderækken annonceres på relevante hjemmesider (e.g. forskningsenheden for almen praksis/CaP/Moesgaard/MSA)Vi håber at se jer alle igen!
Mange hilsner Marie Louise og Rikke
—————–
Her på MSA-forum vil vi gøre reklame for møderækken når vi har datoerne.
Masterligt nr. 3 er udkommet!
Kære alle MSA’ere og andre interesserede,
Masterligt er et nyhedsbrev, der udkommer efter behov og muligheder. Nr. 3 er nu på banen, læs det i den vedhæftede pdf-fil, nr. 3 Masterligt, 2010
PHD-stillinger af interesse for mastere i sundhedsantroplogi
Interessetilkendegivelse vedr. tre ph.d.-projekter inden for ”Bevægelse, leg og idræt” på Institut for Idræt og Biomekanik
| Stillingsbeskrivelse |
Stillingerne ønskes besat af personer med en samfundsvidenskabelig, humanistisk eller idrætsvidenskabelig uddannelse.
Projekterne udføres på Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund under forskningsenheden ’Bevægelse, Idræt og Samfund’ på Institut for Idræt og Biomekanik. For nærmere oplysninger om forskningsenheden – se link nedenfor.
Beskrivelse af de tre ph.d. projekter:
De tre ph.d. projekter er afgrænset til følgende områder:
1. Leg og læring
Dette projekt skal udforske sammenhængen mellem leg og læring: Hvordan læres leg? Hvordan læres gennem leg? Hvad læres af at lege? Hvilke utilsigtede læringsprocesser foregår i legesituationen? Projektet skal især sætte fokus på, hvilken betydning det har for legen, og den læring der sker gennem legen, at meget leg i dag foregår på en helt anden måde, end der tidligere blev leget? Metoden til at undersøge disse spørgsmål er en kvalitativ, fænomenologisk tilgang med etnografiske studier af to forskellige legemiljøer.
2. Leg og teknologi
Formålet med dette projekt er at undersøge, hvilken betydning anvendelsen af moderne teknologi i legen og legeredskaberne har for legen. Undersøgelsen skal således belyse to spørgsmål: a) Hvilke legemuligheder åbner – eller lukker – de nye teknologiske lege og legeredskaber op for? og b) Hvad er det for lege, der kommer ud af det? Problemstillingerne undersøges ved et etnografisk studie af børns og unges konkrete legesituationer, hvor der anvendes digitale teknologier i bevægelseslegene. Undersøgelsen afgrænses til to teknologier: 1) Leg ved hjælp af mobiltelefon- og GPS-teknologi. 2) Leg i interaktive legeredskaber og -installationer.
3. Kommunal bevægelsespolitik: Projektstøttes virkning på bredde-idrætten
Formålet med dette forskningsprojekt er at belyse, hvordan projektstøtte har indvirkning på aktiviteter, politikker og strategier i kommuner og foreninger, der har fået støtte. Hvad er årsagen til projekter, som der er søgt om ekstern støtte til? Hvilken indvirkning har projekter på aktiviteter, deltagere, organisering og tænkningen i den konkrete forening, kommune eller anden organisation? Hvilken effekt har projekter haft i forhold til de opstillede mål? Den empiriske del af undersøgelsen omfatter fem større projekter, som en kommune eller forening har fået ekstern støtte til realisering af. De støttede og igangværende projekter følges gennem to år.
De tre projekter er mere udførligt beskrevet på det nedenfor angivne link.
| Ansøgning, løn og ansættelsesforhold mv. |
Ansøgningsfrist: 15. oktober 2010 kl. 12:00
Tjenestested: Odense
Ansøgning mærket Stilling nr. 101069 sendes til:
Institut for Idræt og Biomekanik
Att: Lone Bolwig
Syddansk Universitet
Campusvej 55
DK-5230 Odense M
Professor, ph.d. Bjarne Ibsen
Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet
Tlf. 27289904
E-mail: bibsen@health.sdu.dk
Oplysning om Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets ph.d.-uddannelse findes på ph.d.-Skolens hjemmeside på nedenfor angivne link (klik på ’Fakultetets retningslinjer’).
Ansøgning/Interessetilkendegivelse:
Universitetet opfordrer alle interesserede og kvalificerede personer til at søge, uanset køn, alder og etnisk baggrund.
Følgende bedes fremsendt i 4 kopier (samlet i sæt):
En motiveret interessetilkendegivelse på max. 5 A4 sider vedlagt CV og kandidateksamensbevis. Interessetilkendegivelsen skal indeholde en kortfattet skitse af et ph.d. projekt inden for de rammer af projektet, som er beskrevet i forskningsprogrammet, samt en kort beskrivelse af ansøgers interesse og faglige forudsætninger for ph.d. projektet. Ansøger kan indsende en interessetilkendegivelse på en, to eller alle tre ph.d. stipendier.
Ansøgningen – mærket ”Stilling nr. 101069” sendes til:
Institut for Idræt og Biomekanik
Att: Lone Bolwig
Syddansk Universitet
Campusvej 55
DK-5230 Odense M
De ansøgere, som et fagligt udvalg finder mest kvalificerede til stipendiet, vil blive inviteret til en samtale. Ansøgeren, der tilbydes stipendiet, skal efterfølgende i samarbejde med vejleder udarbejde den endelige projektbeskrivelse for ph.d. projektet, der skal godkendes fagligt af fakultetets ph.d. skole, før indskrivning som ph.d. studerende kan finde sted.
Det forventes, at ph.d. projektet om leg og læring påbegyndes den 1. januar 2011, mens indskrivningen på de to andre ph.d. projekter først sker den 1. juli 2011 (kan dog ske tidligere hvis det ønskes).
Ph.d.-studerende ansat på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet aflønnes i henhold til gældende aftale mellem Finansministeriet og AC om lønnede ph.d.-stipendiater.
Ansøgningsfrist (for modtagelse på Institut for Idræt og Biomekanik): Fredag den 15. oktober 2010 kl. 12.00
Årsmøde i november om kvalitativ forskning
Glæd dig til årsmødet i MSA-forum den 12. november – i Århus – hvor temaet bliver den kvalitative forskning. Vi arbejder med en overskrift for mødet som lyder “Hvornår er nok nok ??! “og efteskriften: Den kvalitative forskning er under pres i den biomedicinske verden. “Har jeg nu informanter nok..?” er et spørgsmål som mange msa’ere kender – og derfor sætter vi på årmødet 2010 fokus på den kvalitative forskning og metoder.
Så snart programmet er klart – og det sker nok inden for ca. en måneds tid, så kan du både se det – og læse hvordan du tilmelder dig her på hjemmesiden.
kh arbejdsgruppen for msa-forum
Følg Helle Høstrups projekt i Nepal
Helle Høstrup, der arbejder som kvalitetskonsulent i Regoin Hovdstaden, blogger om sit to måneders ophold i Nepal netop nu. Helle er sygeplejerske og kandidat i sygeplejevidenskab. Hun har en suppleringseksamen i Klassisk antropologi og i medicinsk antropologi, inden hun blev master i sundhedsantropologi.Følg med på bloggen http://helle86x.wordpress.com/category/nepal/
Phd-forsvar ved Eva Ladekjær Larsen
Eva Ladekjær Larsen indbyder alle interesserede i at overvære hendes phd-forsvar torsdag den 17. juni – læs mere her Evas emne er: ”Community participation in health promotion: perspectives of participation and everyday life in a multi-ethnic and socially deprived neighbourhood”
Hun skriver yderligere til netværket om en jobmulighed som nogle kan være interesserede i:
Kære alle i medicinsk antropologisk netværk,
Så fik jeg endelig lov til at holde mit forsvar – og I er meget velkomne til at komme og høre mig på glatis, skulle I tilfældigvis have lyst til en udflugt i det sydvestjyske.
Jeg starter desuden nyt job på Center for Rehabilitering til august, og må derfor forlade et spændende projekt og gode kollegaer på Syddansk Uni i Esbjerg. Derfor bliver der også en midlertidig stilling ledig og jeg lovede min kollega og projektleder at forhøre mig blandt antropologiske kollegaer om der skulle være interesserede.
Projektet omhandler social udsathed ift sundhed og der er påbegyndt feltarbejde i et socialt udsat boligområde i Fredericia. Der foreligger allerede 32 kvalitative interviews som p.t. er ved at blive analyseret. Der bliver behov for yderligere interviews og feltarbejde i Fredericia, særligt med at inddrage beboere med anden etnisk baggrund end dansk. Omdrejningspunktet for undersøgelsen handler om at identificere barrierer i hverdagslivet, der vanskeliggør det ‘sunde’ valg.
Til en start er der tale om 6-8 mdrs. ansættelse, som kan være på post-doc. niveau. Der er også mulighed for en stillingsbetegnelse som videnskabelig ass., som evt. kan udmøntes i et phd projekt. Der søges pt. økonomiske midler til forlængelse/udvidelse af projektet bl.a. i samarbejde med RUC. Det primære arbejdssted bliver Fredericia/hjemmearbejdsplads, dog forventes der en ugentlig tur til Esbjerg afhængigt af hvor man befinder sig i projektet. Skulle nogen være interesseret/eller kender nogen, der kender nogen, må I gerne kontakte mig eller projektleder, Pernille Tanggaard Andersen