Archive for september 2010
PHD-stillinger af interesse for mastere i sundhedsantroplogi
Interessetilkendegivelse vedr. tre ph.d.-projekter inden for ”Bevægelse, leg og idræt” på Institut for Idræt og Biomekanik
| Stillingsbeskrivelse |
Stillingerne ønskes besat af personer med en samfundsvidenskabelig, humanistisk eller idrætsvidenskabelig uddannelse.
Projekterne udføres på Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund under forskningsenheden ’Bevægelse, Idræt og Samfund’ på Institut for Idræt og Biomekanik. For nærmere oplysninger om forskningsenheden – se link nedenfor.
Beskrivelse af de tre ph.d. projekter:
De tre ph.d. projekter er afgrænset til følgende områder:
1. Leg og læring
Dette projekt skal udforske sammenhængen mellem leg og læring: Hvordan læres leg? Hvordan læres gennem leg? Hvad læres af at lege? Hvilke utilsigtede læringsprocesser foregår i legesituationen? Projektet skal især sætte fokus på, hvilken betydning det har for legen, og den læring der sker gennem legen, at meget leg i dag foregår på en helt anden måde, end der tidligere blev leget? Metoden til at undersøge disse spørgsmål er en kvalitativ, fænomenologisk tilgang med etnografiske studier af to forskellige legemiljøer.
2. Leg og teknologi
Formålet med dette projekt er at undersøge, hvilken betydning anvendelsen af moderne teknologi i legen og legeredskaberne har for legen. Undersøgelsen skal således belyse to spørgsmål: a) Hvilke legemuligheder åbner – eller lukker – de nye teknologiske lege og legeredskaber op for? og b) Hvad er det for lege, der kommer ud af det? Problemstillingerne undersøges ved et etnografisk studie af børns og unges konkrete legesituationer, hvor der anvendes digitale teknologier i bevægelseslegene. Undersøgelsen afgrænses til to teknologier: 1) Leg ved hjælp af mobiltelefon- og GPS-teknologi. 2) Leg i interaktive legeredskaber og -installationer.
3. Kommunal bevægelsespolitik: Projektstøttes virkning på bredde-idrætten
Formålet med dette forskningsprojekt er at belyse, hvordan projektstøtte har indvirkning på aktiviteter, politikker og strategier i kommuner og foreninger, der har fået støtte. Hvad er årsagen til projekter, som der er søgt om ekstern støtte til? Hvilken indvirkning har projekter på aktiviteter, deltagere, organisering og tænkningen i den konkrete forening, kommune eller anden organisation? Hvilken effekt har projekter haft i forhold til de opstillede mål? Den empiriske del af undersøgelsen omfatter fem større projekter, som en kommune eller forening har fået ekstern støtte til realisering af. De støttede og igangværende projekter følges gennem to år.
De tre projekter er mere udførligt beskrevet på det nedenfor angivne link.
| Ansøgning, løn og ansættelsesforhold mv. |
Ansøgningsfrist: 15. oktober 2010 kl. 12:00
Tjenestested: Odense
Ansøgning mærket Stilling nr. 101069 sendes til:
Institut for Idræt og Biomekanik
Att: Lone Bolwig
Syddansk Universitet
Campusvej 55
DK-5230 Odense M
Professor, ph.d. Bjarne Ibsen
Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet
Tlf. 27289904
E-mail: bibsen@health.sdu.dk
Oplysning om Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets ph.d.-uddannelse findes på ph.d.-Skolens hjemmeside på nedenfor angivne link (klik på ’Fakultetets retningslinjer’).
Ansøgning/Interessetilkendegivelse:
Universitetet opfordrer alle interesserede og kvalificerede personer til at søge, uanset køn, alder og etnisk baggrund.
Følgende bedes fremsendt i 4 kopier (samlet i sæt):
En motiveret interessetilkendegivelse på max. 5 A4 sider vedlagt CV og kandidateksamensbevis. Interessetilkendegivelsen skal indeholde en kortfattet skitse af et ph.d. projekt inden for de rammer af projektet, som er beskrevet i forskningsprogrammet, samt en kort beskrivelse af ansøgers interesse og faglige forudsætninger for ph.d. projektet. Ansøger kan indsende en interessetilkendegivelse på en, to eller alle tre ph.d. stipendier.
Ansøgningen – mærket ”Stilling nr. 101069” sendes til:
Institut for Idræt og Biomekanik
Att: Lone Bolwig
Syddansk Universitet
Campusvej 55
DK-5230 Odense M
De ansøgere, som et fagligt udvalg finder mest kvalificerede til stipendiet, vil blive inviteret til en samtale. Ansøgeren, der tilbydes stipendiet, skal efterfølgende i samarbejde med vejleder udarbejde den endelige projektbeskrivelse for ph.d. projektet, der skal godkendes fagligt af fakultetets ph.d. skole, før indskrivning som ph.d. studerende kan finde sted.
Det forventes, at ph.d. projektet om leg og læring påbegyndes den 1. januar 2011, mens indskrivningen på de to andre ph.d. projekter først sker den 1. juli 2011 (kan dog ske tidligere hvis det ønskes).
Ph.d.-studerende ansat på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet aflønnes i henhold til gældende aftale mellem Finansministeriet og AC om lønnede ph.d.-stipendiater.
Ansøgningsfrist (for modtagelse på Institut for Idræt og Biomekanik): Fredag den 15. oktober 2010 kl. 12.00